Ydre Østerbro: Over de næste uger vil jeg blogge om mine aktiveringsoplevelser hos IKU. Jobcentrene har udliciteret visse opgaver til såkaldt ‘anden aktør’. En af disse opgaver er, at få arbejdsløse i arbejde. Før var det formentlig Arbejdsformidlingen, der stod for denne type opgaver, men nu er de udbudt på det frie marked. Capacent – Institut for Karriereudvikling har budt ind på denne opgave, vundet, og får derfor tilsendt en lind strøm af arbejdsløse fra Jobcentrene.

Da Jobcenteret anviste mig til IKU, fik jeg at vide, at det var “fordi jeg var noget særligt”. På baggrund af min akademiske uddannelse, skulle jeg ikke sammenblandes med rosset. Jeg fik kort sagt at vide, at IKU var for eliten – det var dér de bedste ledige blev sendt hen, en slags Schutzstaffel (SS) for arbejdsløse. Jeg marcherede fløjtende fra Jobcenteret – sikke et held der var overgået mig!

Jeg tog til mit indledende møde hos IKU. Atmosfæren var dobbelttydig. Jeg blev overraskende mødt med en dyb mistro, hvilket straks fik mig i dybe tanker. Hvad var deres motiv for at nære mistro imod mig? Var jeg ikke blevet sendt til dem for at få hjælp i jobsøgningsforløbet? Var det sådan på stedet, at man anså klienter som fjender? Pludselig kom jeg i tanke om den triste mand jeg havde set ’stemple ind’ i receptionen, samt den besynderligt fjendtlige flok jeg så forsamlet i gårdhaven.

Atmosfæren skiftede igen, da emnet faldt på ’aktivering’. Alle dagpengemodtagere skal ifølge loven ’aktiveres’ indenfor en vis periode – og hvis det stod til IKU, så skulle de helst aktiveres hos IKU selv. En kontrakt blev viftet for min næse og tonen blev lummer som hos en amerikansk brugtvognsforhandler. Via solidt købmandskab, fik konsulenten duperet mig til at skrive under – dét selvom jeg godt vidst at et 6-ugers kursus hos IKU, ikke var det bedste for mit karriereforløb.

I dag oprandt dagen så og vejledningsforløbet begyndte. Holdets vejleder var en ung udgave af Erik Damgaard – hvis altså Erik Damgaard havde været brugtvognsforhandler. Det gik meget hurtigt op for mig, at mine meddeltagere på holdet ikke var dimittender. Her var tværtimod et MEGET bredt udsnit fra befolkning Danmark. Det stod klart for mig, at jeg var blevet narret: dette sted var bestemt ikke et opsamlingssted for den føromtalte elite. De andre deltagere vil jeg vende tilbage til i fremtidige indlæg.

I pausen tog jeg et kort krisemøde med et par akademikere. Vi havde alle individuelt forsøgt at få svar på, hvor mange kursusdeltagere der fik jobs ud af forløbet, men ingen ville/kunne give noget klart svar. Opdraget i akademisk tankegang, ligger ting som målbar data og procenter vores hjerter nær. I stedet fik vi afvigende svar som; ”hvad er et resultat egentlig?” og ”hvad er et succeskriterium?” Ifølge Institut for Karriereudvikling kan disse ting ikke måles…

trickstick_manual

Udpluk fra medierne:

“Johnny på 34 år sad ved rattet i en VW Transporter, som han i maj sidste år styrede målbevidst mod Ronnie. Offeret blev ramt og klamrede sig til køleren. Alligevel fortsatte Johhny kørslen 400 meter og maste derefter Ronnie mod et træ. Efter at have standset bilen hoppede bilisten ud og sparkede til den hårdt sårede Ronnie, som døde.”

“Ved vejtræet på Sundholmsvej lå 27-årige Ronnie hårdt såret efter påkørslen. Det venstre ben var næsten revet af, bækkenet var knust, og der var også andre svære kvæstelser. Alligevel stod Johnny ud af bilen og sparkede flere gange Ronnie i hovedet, indtil han besvimede. Han døde lidt senere på hospitalet.”